I forbindelse med tilstrømningen af ukrainere til Danmark er der fornyet fokus på at folkekirken lokalt kan være en del af hele Danmarks velkomst til flygtninge. Ny rapport viser storvelvillighed blandt folkekirkens aktører for, at kirken skal være for alle, også nydanskere, men at mange har relativt ukendskab til feltet.
Mange sogne, både menighedsråd, præster og medarbejdere vil gerne hjælpe de flygtede ukrainere og for eksempel stille kirken til rådighed for gudstjenester på ukrainsk. Her skal biskoppen give tilladelse ud fra den konkrete situation. Mange sogne vil også gerne hjælpe helt konkret med at byde velkommen, og her kan folkekirken spille en vigtig rolle for en god menneskelig velkomst til flygtninge i en meget vanskelig situation. Særligt kirke- og kulturmedarbejdere spiller mange steder en central rolle for at det lykkes. Der er gode eksempler fra blandt andet Gellerup ved Århus, Hannerup ved Fredericia, Frederikshavn og Tingbjerg.
Og det kan faktisk være en rigtig god idé at tænke nærmere over, hvordan folkekirken byder nye velkomne, siger Kristine Kaaber Pors, netværksmedarbejder ved Folkekirkens Migrantsamarbejde. Hun har sammen med netværksmedarbejder Lucas Skræddergaard lavet rapporten “Review af folkekirkens møde med nydanskere”. ”Folkekirken virkede som en familiemiddag, man var dukket op til uden at være inviteret.”, siger Pastor og Ph.D. Ravi Chandran, leder af International Christian Community, København. ”Men efterhånden som jeg kendte kulturen og sproget bedre, så åbnede folkekirken sig mere og mere.” På den anden side kan danskere opleve, at ”iranerne beder højt og længe” (sognepræst Birgitte Møldrup, Jelling) – med andre ord er der nogle kulturforskelle, som kan gøre det svært at mødes, men som også kan være berigende, hvis man er nysgerrig og tør at tage en samtale om det. Vi har i efteråret 2021 talt med en række aktører i folkekirken og lavet observationer. Formålet har været at pege på en retning for, hvordan Folkekirkens Migrantsamarbejde under Folkekirkens mellemkirkelige Råd kan understøtte folkekirkens arbejde med nydanskere fremadrettet, siger hun.
Deltagerne i rapporten er bredt udvalgt, således at der både er folk fra folkekirkens ledelseslag, gejstlige, ansatte, menighedsrådsmedlemmer, frivillige og udefrakommende interessenter som kommuner, boligforeninger og andre kirkesamfund.
– En af pointerne i rapportens konklusioner er, at folkekirken for at lykkes i forhold til at byde migranter velkommen, skal give plads til både det særegne og det fælles. Etniske gruppers kulturelle udtryk kan rummes inden for folkekirkens rammer som særegne, og der skal skabes fælles kontaktflader mellem danskere og udlændinge. På den måde kan det blive en berigelse for kirkens liv.
Hun tilføjer, at mange sogne især pinsedag vælger at synliggøre forskelligheden ved at læse tekster og bønner på flere sprog, og måske anderledes salmer. På den måde kan højmessen inkludere flere grupper, blive festlig på en ny måde og gøre verden større.
– Men folkekirken skal være opmærksom på, at den i arbejdet med nydanskere ikke fremmedgør en gruppe af kirkens medlemmer, og at migrantarbejde kan lede til en følelse af tabt identitet for både etniske danskere og nydanskere, siger hun.
Rapporten indledes med en opsummering af resultaterne. Her står blandt andet, at folkekirkelige interessenter generelt udtrykker stor velvillighed overfor, at folkekirken skal være kirke for alle, og således også skal være til stede over for nydanskere og spille en rolle for mennesker, som ikke er medlemmer, men at det stadig er relativt få sogne, der har erfaringer på feltet. 3 pct. har aktiviteter i gang ifølge Tværkulturelt Center, men mange flere oplever, at migranter henvender sig til kirken, og ønsker at respondere på en god måde.
Kristine Kaaber Pors peger på, at migrantarbejdet normalt skal forankres lokalt i sognet. Imidlertid kalder kompleksiteten af opgaven – og det forhold, at nydanskere ikke begrænses af sognegrænser – på både lokalt, regionalt og nationalt samarbejde samt vidensdeling og koordinering.
Det er også vigtigt, at der er opbakning blandt menighedsråd, præster og kirkens ansatte og frivillige om prioriteringen af arbejde med nydanskere og hvor meget, det må fylde i forhold til andre aktiviteter.
Rapporten anbefaler, at Folkekirkens Migrantsamarbejde i samarbejde med blandt andre Landsforeningen af Menighedsråd de næste år fokuserer på at almindeliggøre og indlejre migrantarbejdet som en integreret del af folkekirkens hverdag.
Hun tilføjer, at rapporten også dokumenterer en stor bredde i migranternes profiler. Hvor mange måske tidligere havde et billede af ”syngende afrikanere”, er billedet i dag langt mere nuanceret. Især er der kommet mange østeuropæere til, som er ortodokse kristne, eller sekulariserede med ortodoks eller katolsk baggrund.
Hvad er en migrantmenighed?
Migrantmenigheder i Danmark er relativt nytilkomne kristne menigheder, som har en anden kirkeretning end den evangelisk-lutherske. Der er forskellige ortodokse og protestantiske, herunder karismatiske kirker, og så er der mange katolikker, der oftest er en del af den katolske kirke i Danmark.
Kirkegængerne repræsenterer stort set hele verden, inklusiv Danmark. Menighederne mødes også meget forskellige steder. Lige fra private lejligheder til kælderlokaler og hoteller, fabriksbygninger, missionshuse samt ejede, lejede og lånte kirker.
Review af Folkekirkens møde med nydanskere
Rapporten “Review af folkekirkens møde med nydanskere” kan rekvireres ved henvendelse til Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
