Toftegårdsvej 77, 7000 Fredericia. CVR: 1657 0370
Kontakt os på tlf.:2365 1378

Det psykiske arbejdsmiljø i Folkekirken

Otte faglige organisationer har d. 20. juni afholdt fællesmøde i Fredericia.

Mødet gav organisationerne lejlighed til at drøfte den aktuelle debat om det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken. Alle fagforeninger nikker genkendende til billedet af, at den folkekirkelige organisation kan have store udfordringer, når det drejer sig om håndteringen af konflikter, mobning og andre problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Mange folkekirkelige arbejdspladser er velfungerende, men når der opstår udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø, oplever kirkefunktionærerne barrierer, der gør det vanskeligt at løse problemerne.

De faglige organisationer udtaler på den baggrund:

  • Der er brug for øget fokus på menighedsrådets ansvar som en offentlig myndighed.
  • Der er behov for en drøftelse af ledelsestilgangen på de folkekirkelige arbejdspladser.
  • Der er brug for en model, hvor medarbejdergrupperne inddrages og med baggrund i deres faglighed opnår fuld synlighed og anerkendelse i folkekirkens struktur.

Folkekirken er en værdibåren organisation, kendetegnet ved medarbejdere, præster og arbejdsgivere med et stort engagement og social kapital. Det er på den baggrund tankevækkende, at der vedvarende dukker rædselshistorier op om konflikter og mobning, som har fået lov at eskalere alt for længe uden en grundlæggende håndtering af problemerne. Det er bekymrende, at der tilsyneladende er mange, der oplever dårligt psykisk arbejdsmiljø i dagligdagen. Det er et ledelsesmæssigt ansvar at løse sådanne udfordringer, og skal problemerne håndteres indenfor den gældende struktur, må provster, biskopper og stifter være bedre til at føre tilsyn og understøtte den lokale ledelse i menighedsrådene.

Den folkekirkelige organisation består af tre elementer: Menighedsrådene, de gejstlige og kirkefunktionærerne. Kun ved at anerkende denne strukturelle trekant, kan der lokalt og centralt opnås varige forbedringer.

Kirkefunktionærernes faglige organisationer ser frem til efter sommerferien at mødes med kirkeministeren for at konkretisere og uddybe problemstillingerne omkring det psykiske arbejdsmiljø, som det opleves af de mere end 8.000, der er ansat af landets menighedsråd.

De deltagende organisationer:

3F, Den Offentlige Gruppe – forhandlingssekretær Louise Røssell Wredstrøm louise.wredstrom@3f.dk

Danmarks Kirketjenerforening – formand Gert R. Schmidt formand@kirketjener.dk

Danmarks Kordegneforening – formand Henrik Højen heh@kordegn.dk

Dansk Kirkemusiker Forening – formand David Danholt formand@kirkemusiker.dk

Dansk Organist og Kantor Samfund – formand Karin Schmidt Andersen ksa@doks.dk 

Kirkekultur.nu – formand Esther Jensen formand@kirkekultur.nu

Organistforeningen – formand Ingrid B. Gramstrup formand@organist.org

Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte – formand Bjarne Rødkjær br@fakk.dk

© 2024 Kirkekultur.nu - Alle rettigheder forbeholdt