
Ny bog med inspiration til sognediakoni udgivet af Menighedsplejen i Danmark
Diakoni – kærlighedens tjeneste – hører hjemme i alle kirker
Med bogen Diakoni med hjerne og hjerte vil forfatterne vise vejen til, hvordan sognediakoni i hverdagen kan være en lige så naturlig del af sognets liv som søndagsgudstjenesten. Nogle vil spørge: ”Hører strikkeklubben, gåture og fællesspisning så overhovedet til i kirken, hvis vi ikke også bruger disse arrangementer til at forkynde?” Ja, svarer forfatterne.
Bogen er et godt udgangspunkt for menighedsrådet, til at drøfte hvilken rolle diakonien skal have i det lokale sogn. Det første kapitel giver en definition af diakoni og viser teologiske argumenter for diakonien. Her er også en diskussion af kirkens rolle i velfærdssamfundet – hvad ville der fx ske, hvis de diakonale organisationer ikke var til stede i samfundet?
Bogens praktiske eksempler på sognediakoni bygger på erfaringerne fra en række sogne rundt i landet. Kapitlernes er struktureret ud fra målgrupper, børnefamilier, unge, voksne eller ældre. Man finder en sociologisk og teologisk begrundelse for, hvorfor kirken skal gøre en særlig indsats for netop disse målgrupper. Her er inspiration og ideer til at møde målgrupperne med specifikke diakonale aktiviteter.
Diakoni er ikke en opgave man alene kan overgive til frivillige for diakonien skal være til stede i alle kirkens opgaver. Diakonien er noget, som teologisk skal understøttes af præsten/præsterne i sognet som kan give det teologiske fundament, der er nødvendigt for/gør at det giver mening og bliver en naturlig del af kirkens liv. Diakonien tager udspring i søndagens forkyndelse og foregå ud fra et lokalt behov og engagement.
Diakoni med hjerne og hjerte – inspiration til sognediakoni af Ane Bisgaard LaBranche og Mette Møbjerg Madsen, udgivet af Menighedsplejen i Danmark
”Jeg gik ind i projektet, fordi jeg har en drøm om at alle sogne arbejder med diakoni, så ensomme, udsatte og fattige i hele Danmark altid ville kunne finde hjælp i folkekirken”. Sognepræst Ane Bisgaard LaBranche, medforfatter til bogen.
”Som kristne har vi mulighed for at give livet håb på trods. Være nærværende med tillid og medfølelse, omsorg og livsforståelse. Det giver Diakoni med hjerne og hjerte så fin hjælp til og eksempler på. Tak for det”, Ulla Thorbjørn Hansen, biskop i Roskilde Stift i bogens forord
Bogen giver mange ideer til diakonale aktiviteter og der er god vejledning i at komme i gang. De teologiske forklaringer kan give inspiration, når menighedsplejen vil byde ind i et menighedsråd, med ideer til, hvad de gerne vil tage fat i. Man skal selvfølgelig ikke have ambitioner om at sætte alle ideerne i værk, men tage det, der passer ind i ens lokale virkelighed og fx ideerne det til at bygge videre på de aktiviteter, kirken allerede har”. Signe Bang Hansen, kirke- og kulturmedarbejder i Grøndalslund Sogn siger. Signe kan kontaktes på e-mail sbha@km.dk eller mobil 2912 6616
”Bogen er dejlig praksisnær og det er derfor min umiddelbare fornemmelse, at det er et godt redskab til komme i gang med diakoniprojekter, – i såvel vores lille sogn som i større sogne. Vi er en engageret kirke med mange aktiviteter. I den kommende menighedsrådsperiode har jeg et ønske om at diakonien kommer mere på dagsordenen”. Erling Lemming, Diakon/sygeplejerske og Menighedsrådsmedlem i Gjern-Skannerup Sogn.