Hr. og fru Nielsen var på deres ældre dage flyttet til en mindre bolig: Et lille rækkehus med lille have foran og terrasse til den anden side. Her var der udsigt til en lille sø og skoven bagved. Det var fint og godt.
Køkkenvinduet vendte ud til den lille have foran, og kikkede man længere end det, kunne man se over til genboen og genboens baghave, hvor de bl.a. havde deres tørresnor. Fru Nielsen fulgte interesseret med, da den nye genbokone kom slæbende ud med en kurv fyldt med vådt vasketøj.
Fru Nielsen hældte kaffe i hr. Nielsens sædvanlige kaffekop: Den, der stod ”Morfar” på og rakte ham jordbærmarmeladen, selvom han hellere ville have haft appelsinmarmelade. ”Nu hænger vores nye genbo vasketøj op,” småsnakkede fru Nielsen, selvom hr. Nielsen kunne se det lige så godt, hvis han kikkede ud ad vinduet i stedet for at læse overskrifterne i avisen.
Fru Nielsen blev ved med at småsnakke om nabokonen og hendes kjole og vejret og andre småting. Hr. Nielsen var så vant til det, kommenterede det ikke, men spiste blot sit morgenbrød i fred og ro.
”Nej, nu har jeg aldrig!” tog fru Nielsen så fat, og hr. Nielsen kunne høre på tonefaldet, at det var nødvendigt at forlade avisen og følge fru Nielsens strittende pegefinger. ”Jeg har da aldrig set så beskidt en vask! Det er jo helt gråt! Det ser slet ikke ud som om, det er vasket!” Det var tydeligt, at fru Nielsen var ganske oprevet over at være blevet genbo til en kvinde, der tilsyneladende ikke var så dygtig til at få vasketøjet hvidt som fru Nielsen.
Fru Nielsen gennemgik alle de grunde, hun kunne finde til, at vasketøjet blev hængt op i den tilstand: Kunne de have en gammel vaskemaskine? Hvilket mærke var det mon? Eller var det deres vaskepulver? Kunne man mon spørge, hvad de brugte? For det var da vel ikke vandet, der var noget galt med, for så var de da aldrig flyttet herud. Hr. Nielsen kommenterede det ikke, men gumlede videre og smugkikkede lidt mere i avisen.
Dagene gik, og historien gentog sig ved familien Nielsens morgenmad 4 dage senere: Genboen hængte skjorter op på bøjler, der gyngede frem og tilbage i vinden. Men ak, de hvide skjorter var grå. Det kunne selv hr. Nielsen se, hvis han blev spurgt. Og det blev han. Men han svarede ikke.
Kogevasken næste mandag så det ikke bedre ud med. Grå viskestykker, grå håndklæder, grå lagner. Fru Nielsen var ganske oprevet og svingede mellem at ringe på ved naboen eller aflægge uanmeldt besøg. Hr. Nielsen svarede ingenting og smurte jordbærmarmelade på sit morgenbrød, selvom han hellere ville have haft appelsinmarmelade.
Så ville skæbnen, at fru Nielsen rejste væk hjemmefra i 4 dage. Hun skulle på besøg hos datteren og børnebørnene i Løgstør. Hr. Nielsen kørte hende i den lille Polo, men kørte hjem igen for at passe hus og have og kat og bil, der skulle til service. Han passede det hele i 4 dage, spiste appelsinmarmelade og hentede fru Nielsen igen til den aftalte tid.
Fru Nielsen snakkede hele vejen hjem fra Løgstør. Hr. Nielsen kørte bil. Da de kom i seng, lovede hun ham, at hun ikke ville rejse fra ham igen lige med det samme, for hun var godt klar over, at det blev så tomt, når hun ikke var der. Hr. Nielsen gav hende ret og faldt i søvn.
Næste morgen var fru Nielsen først oppe og lavede morgenmad med morgenbrød, smør, ost og jordbærmarmelade. Hr. Nielsen sagde ingenting og bladede lidt i sin avis. Genboens dør gik op, og ud kom konen med en stor kurv med vådt vasketøj. Det var en kogevask. De store lagner blev hængt op med klemmer, så badehåndklæder, gæstehåndklæder og viskestykker. Fru Nielsens sagde ingenting. Hun var tavs så længe, at hr. Nielsen var nødt til at løfte blikket fra avisen og spørge: ”Er der noget galt?”
”Har du set hendes vasketøj?” spurgte fru Nielsen uden at flytte blikket fra det ene hvide stykke efter det andet, som viftede muntert i vinden. Fru Nielsen fortsatte: ”Det er jo kridhvidt! Lige så hvidt som mit! Ja, næsten mere hvidt og skinnende! Hvad tror du, der er sket? Hvordan har hun lært at vaske ordentligt? Jeg har jo ikke sagt noget?
Hr. Nielsen drak den sidste kop kaffe og begyndte tøvende: ”Mens du var væk…” Fru Nielsen lod ham ikke tale ud. ”Har du være over at tale med hende, mens jeg var væk?” spurgte hun med store, vantro øjne, der ikke var fri for at være noget utilfredse med det initiativ, hendes mand åbenbart havde lagt for dagen.
Hr. Nielsen forklarede fredeligt: ”Jeg har ikke været andre steder end her. Jeg har ikke talt med andre end katten. Men mens du var væk, har jeg vasket vores vinduer.”
Historien er ikke længere. Pointen er fortalt. Det, der gør en forskel er, hvordan dine ruder ser ud, når du ser ud af dem. Hvordan dit syn er. Dit udsyn. Det gør en forskel i dit liv, hvordan du ser på andre mennesker, og hvordan du tackler det, du kommer ud for.
Jeg håber, du kommer med nypudsede ruder til Landskursus. Parat til at se og til at opleve. Nye mennesker, ny viden, nye erfaringer, nye udfordringer. Velkommen til!
