Kirkekultur.nu afholder landskursus for alle landets kirke- og kulturmedarbejdere, hvert år i maj/juni.
3 dage på hotel med 140 af dine kollegaer fra hele landet. Samlet om undervisning, foredrag, fællessang, gode samtaler. inspiration og masser af netværksdannelse.

Det er en intens oplevelse at være afsted og det er 3 dage du ikke vil undvære.
Det er en god ide at spørge sit menighedsråd allerede i januar, om du kan komme afsted.
Det er dit menighedsråd som betaler for dit kursus.

Kursus i 2025
Afholdes mandag-onsdag d. 2.-4. juni på Hotel Vingsted.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Programmet er klar i januar 2025.
Tilmeldingen åbner 15. januar 2025

Kursus i 2026
Afholdes mandag-onsdag d. 1.-3. juni på Hotel Vingsted.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen.

De, der planlagde landskursus 2024 skrev i programmet følgende:

.. ”Og ene er vi flere”
Sådan slutter første vers af Simon Grothrians ”Guds nåde er en vintergæk”.
Måske kan du føle dig lidt som en one-woman-army, i din kirke og dit sogn. Trods velmenende og opbakkende kolleger mangler du alligevel den dér fagfaglige sparring med direkte kolleger.
På landskurset oplever vi, at selv om vi er flere, der er ene, så er vi også ”enere, der er flere af”. Det er noget af det, der gør landskurset helt unik [udtales junik]. Du er heldigvis landet midt i et overflødighedshorn af kloge, dygtige og direkte fagkolleger, der både vil høre om dine erfaringer og samtidig øse af deres egne. Du bliver klogere. Og du bliver gladere. Du bliver fyldt med ny energi og kraft og mod, du bliver et helt nyt kirke- og kulturmedarbejdermenneske. Godt at MR ikke lod buskadser og budgetter stå i vejen for denne udvikling!
Du får endda mere end bare fagfaglig sparring. Velkommen til spændende fælles foredrag og paneldebatter, dybdegående workshops med undervisere fra allerøverste hylde + fagligt og socialt fællesskab. Vi har sørget for at dække alle de væsentlige hovedårer i vores fag ind med topundervisere: diakoni, religionspædagogik, teologi, kommunikation, musik samt arbejdslivsrelaterede og tværkulturelle forhold. Det bliver SÅ godt!
Ene er vi flere. Netop. For fra og med Landskursus 2024 er du en del af den mangfoldige himmelske hærskare af kirke- og kulturmedarbejdere, du har været på landskursus med, og som alle har din ryg.