Kristeligt Dagblads forlag har udgivet en flot bog med salmer og sange af Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun har nu skrevet salmer og sange i 35 år, og i bogen har hun samlet salmer fra de sidste 10 år. De er opdelt i 12 afsnit efter kirkeåret, årstider og døgnets rytme. Hvert afsnit indledes med en tekst, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen fortæller om tro, mennesker og natur. Titlen på bogen Lysets vinge over dig er et flot eksempel på hendes poetiske formuleringer.
Bogen indeholder også kunstværker af tre danske billedkunstnere, Per Bak Jensen, Kirsten Klein og Peter Callesen. Sammen med tekster og salmer skaber billederne rum for eftertanke.
Salmerne er med noder og becifringer, så bogen kan bruges til fællessang og kor.