Min telefon ringer. Et medlem vil fortælle, hvor glad hun er for sit arbejde. Det går så godt i kirken. Alle samarbejder med alle, og kommunikationen er i top.
Lidt senere får jeg en mail fra et andet medlem, der netop er blevet valgt som medarbejderrepræsentant og har været til det første menighedsrådsmøde. Det har været et helt fantastisk møde, hvor engagerede menighedsrådsmedlemmer i den grad har lagt sig i selen for at sætte fokus på alle medarbejderes trivsel og indflydelse på arbejdet.
Det passer naturligvis ikke! Når man er formand for en af kirkens fagforeninger, er det ikke den slags opringninger eller mails, man får. Man hører om de steder, hvor medarbejderne ikke kan enes. Man modarbejder hinanden, taler grimt til hinanden, og opfindsomheden er stor, når de gælder om at stjæle arbejdsglæden fra hinanden. Der er desværre ingen faggrupper, der kan sige sig fri for at skabe problemer. Når det regner på præsten…
Man hører om menighedsråd, der er de rene amatører, der intet ved om ledelse. Arbejdsbeskrivelser, der mangler. Grunduddannelse, der bliver negligeret, fordi det er for dyrt. Konflikter, som ikke bliver løst, fordi man ikke kan, vil, tør, orker…
Naturligvis er der også de gode historier. Heldigvis. Vi hører dem bare ikke som fagforening. Som regel ikke.
I løbet af en helt almindelig uge i februar hører vi om en kollega, der er blevet syg af sit arbejde. Hun er ansat som kirke- og kulturmedarbejder i flere sogne. Sognene har bare ikke lige fået aftalt, hvordan de skal ”dele” hende. I det samme område er der en del præster, som måske kunne have været dem med overblik og vilje til at fordele arbejdet. Men de kan end ikke finde ud af at tale med hinanden! Kirke- og kulturmedarbejderen bliver den, der fordeler sin indsats mellem præsterne og bringer bud fra den ene til den anden. Der er en daglig leder ansat, som desværre tilhører den gruppe ledere i folkekirken der ikke har begreb skabt om kirken, arbejdsopgaverne eller faggrupperne. Utroligt, hvad menighedsråd hælder ud af lønkroner på dårlig ledelse! Kirke- og kulturmedarbejderen føler sig alene, hun arbejder for meget, er påvirket af præsternes dårlige og umodne samarbejde. Hun sygemelder sig.
Samme uge i den anden ende af landet har vi en ganske ung og nyuddannet kirke- og kulturmedarbejder i telefonen. Hun er veluddannet i forhold til sin stilling, og hun er glad for arbejdet. Hun lykkes med sine ting, som det hedder. Hun gennemfører, hvad hun sætter sig for. Og mere til. Der kommer folk til det, hun laver, og de giver udtryk for begejstring. Når den lykkelige fortælling havner på fagforeningens bord, er det fordi, det for nogle præster kan være svært at dele sogn med vellykkede kirke- og kulturmedarbejdere. Samarbejde bliver til modarbejde og konkurrence. Selv om der er arbejde og udfordringer nok til begge parter, vælger vores kollega at sige op. Hun fik nok, da hun hørte præsten tale med kollegaerne om hende, mens hun stod ude på gangen.
Sidst på ugen hører vi om en kollega mere, der har sygemeldt sig. Hun er blevet fanget i kampen mellem kontaktperson og præst, der begge vil lede. Selv er hun ikke helt ung og har faktisk nogle år på bagen som kirke- og kulturmedarbejder. Men et nyt menighedsråd og en nyansat præst kan i den grad ændre en arbejdsplads, der føltes god og tryg. Mængden af forberedelsestid og placering af denne er efter mange års ansættelse blevet et diskussionstema. Vi forklarer vores medlem, at det faktisk er menighedsrådet ret at bestemme, hvad vi skal lave. Hun forklarer os, at problemet er, at kontaktpersonen, som jo repræsenterer menighedsrådet, ikke er enig med præsten. Lige nu ved vi ikke, hvordan den konflikt ender.
På ugens sidste dag kommer der to mails fra to forskellige kirke- og kulturmedarbejdere. Den ene er ansat i et lille sogn, den anden i et stort. De har det tilfælles, at de er ansat 20 timer, men har arbejdsopgaver, der passer til en fuldtidsstilling. De VIL virkelig gerne lave babysalmesang, minikonfirmander, børnegudstjenester, PR og lede frivillige, men de kan ikke nå det på 20 timer. Den ene har et andet job på 20 timer om ugen, den anden er i færd med en uddannelse.
Som fagforening ser vi det desværre tit. Menighedsråd ønsker at få hele pakken for ½ pris. Fat det nu: Det kan bare ikke lade sig gøre! Lav en ordentlig, detaljeret arbejdsbeskrivelse. Tag tid på arbejdsopgaverne de første 3 måneder. Tag arbejdsbeskrivelsen frem igen. Hvor skal der justeres?
Sådan gik den uge i fagforeningen for kirke- og kulturmedarbejdere. Det store flertal af kollegaer har vi ikke hørt fra. Måske har de det godt? Måske ringer de i næste uge? Vi hører hver eneste uge om kirker, der er påvirket af håbløs og umoderne ledelsesstruktur. Generelt er vi i folkekirken dårlige til at tale om uenigheder; det giver dårlig kommunikation. Dertil kommer de mange steder, hvor de ansattes roller er uklare.
God arbejdslyst til politikere og menighedsråd med at ændre disse tendenser!
Formand for Kirkekultur.nu
Esther Jensen
