Hvis du underviser konfirmander er her en bog med ”50 inspirationsoplæg til konfirmandkirkeåret”, skrevet af kyndige mennesker med erfaring på området, både præster, kirke- og kulturmedarbejdere og en organist og kirkemusiker. Det er en arbejdsgruppe under FUV Løgumkloster, der har arbejdet med tematikken ”Gudstjeneste og konfirmander”, som har bidraget til bogen.
Bogen indeholder inspiration til at arbejde med kirkeårets gudstjenester, hvordan man kan forberede og undervise i gudstjenestens tema. Der er inspiration til andagter og undervisning, og også inspiration til prædikenen og salmevalg, og desuden forslag til at inddrage konfirmanderne i gudstjenesten, så de kan føle sig som en del af menigheden med små opgaver i forberedelsen eller i gudstjenesten. Til hver gang er der et par forslag til salmer og et tema for dagen.
Først i bogen er der bl.a. artikler om ”Kirkeåret og konfirmandåret”, ”Gudstjenesten i et religionshistorisk perspektiv” og ”Giv konfirmanden stemme” – dette tema handler om at synge.
Udgivet af Eksistensen